Månedens historie

MARIA K HAR ALOPECIA

Alopecia er et

mysterium. Lidt

højtflyvende kan man

sige, at jeg har fundet fred med min Alopecia - og det har Nabila hjulpet mig

godt på vej med.

Tilbage i 2007 opdagede jeg de første bare pletter i hovedbunden. Efter nogle måneder hvor jeg tænkte, at det nok gik over, gik jeg til egen læge fordi de bare pletter spredte sig. Lægen mente, at det var svamp. Efter behandling uden effekt, blev jeg henvist til en hudlæge, som prøvede forskellige ting bl.a. frysning af de bare pletter, og da hun ikke kunne gøre mere, blev jeg henvist til Bispebjergs Dermatologiske afdeling, som udover at udrede mig og herefter konstatere, at det var alopecia areata, igangsatte behandling med cremer blandt andet binyrebarkhormon. 

 

Fra 2007 til 2011 havde jeg 2-3 hårtabs-perioder. Første gang var værst. Her røg det meste af mit hår på hovedet, øjenbryn, vipper og hår på armene. Jeg kørte kasket/hatte-stilen, når hårnålene ikke kunne dække de bare pletter. Jeg husker den tid som ekstrem hård psykisk. Uvisheden åd mig op. Hvad var der dog galt med mig? Hvad var det næste? Skete det igen?  Hver eneste dag holdt jeg skarpt øje med om jeg fældede hår. Og når jeg opdagede nye bare pletter fik jeg en kæmpe klump i maven og i halsen. Jeg kan huske, at jeg tænkte, at det nemmeste ville være, at det enten faldt helt af eller blev. Enten eller. Så havde jeg noget at forholde mig til. Mit massive fokus på hår eller mangel på samme blev simpelthen så usundt. Nøj, hvor græd jeg mange tårer samtidig med at jeg forsøgte at bevare håbet. 

 

Jeg har aldrig gået særlig meget op i mit hår, men jeg skal love for at det gik op for mig, hvor meget identitet og kvindelighed, der sidder i håret. 

 

I forlængelse af min første graviditet og fødslen af min ældste søn i 2011 faldt det meste af mit hår på hovedet endnu engang af. Og efter et enkelt besøg på Bispebjerg, besluttede jeg mig for at undersøge muligheden for paryk. Jeg orkede ikke mere. Ikke flere lægebesøg, undersøgelser, mislykkede behandlinger. Jeg kan ikke huske hvordan jeg fandt frem til Nabila, der dengang bl.a. havde forretning i Charlottenlund. Til det første møde, hvor jeg skulle have taget aftryk af mit hoved til min første paryk, husker jeg, at træde ind i en verden, hvor det var helt normalt at være skaldet. Endda med et smil på læben. Her var plads til grin, tårer, omsorg og snak - samtidig med at Nabila på en kærlig måde prikkede til noget af det, der var svært at se i øjnene. At Alopecia er en livslang ledsager. Hun fortalte mig sin historie og hendes mission med at hjælpe andre med Alopecia. Hun hjalp mig videre i min proces. I december 2012 fik jeg min første paryk. Det føltes som om jeg havde fået en tredje arm. Jeg følte mig SÅ fremmedgjort. Heldigvis skulle jeg samme dag til julefrokost på arbejdet; det var god timing for der var andre med paryk og store kjoler - forskellen var bare, at min paryk blev på. Det var en kæmpe mundfuld til at begynde med. 

 

Der gik nogle uger før jeg vænnede mig til det. Jeg har nu båret paryk i 9 år. Jeg har prøvet det meste. Lim, tape og nu ingenting. Jeg har været blond, rødhåret og mørkhåret. Jeg har været hele vejen rundt. For jeg tænkte, at nu har jeg - med gode kommuner i ryggen -muligheden for at prøve noget forskelligt. Der har som regel gået nogle dage før jeg har vænnet mig til nye parykker, men med den gode kvalitet som Nabilas parykker er i, så er tilvænningsperioden nærmest ikke eksisterende længere. 

 

I 2015 i forbindelse med graviditet og fødslen af mine tvillingedrenge oplevede at få mit hår tilbage igen. Det blev til en smart korthårsfrisure, som jeg nød velvidende at når hormonerne havde lagt sig, så faldt håret af igen. Og ganske rigtig, en dag begyndte jeg at fælde utrolig meget. Frem med trimmeren og på med parykken, som jeg havde liggende klar i skuffen. 

 

Det har været en vanvittig rejse, men altid med Nabila i ryggen. Jeg ville lyve hvis jeg skrev, at jeg ikke længere går op i hvad folk tænker, men jeg er nået til et punkt, hvor jeg smider parykken, hvis det føles for bøvlet at beholde den på. Ofte tager jeg den af, når jeg kommer hjem fra arbejde. Min familie er vant til at se mig uden paryk. Jeg tager den osse af som det sidste i svømmehallen eller hvis jeg en sjælden gang imellem får massage. Fx ved massage kan jeg slet ikke slappe ordentligt af, fordi jeg konstant tænker, at massøren opdager min paryk. Så er det nemmere for mig, at tage den af. Ja, det afføder blikke, men hvis man smiler tilbage, så får man altid et smil den anden vej; det er min erfaring. Jeg forstår til fulde de Alopecia-ramte, der ikke kan være så afslappede omkring det at gå med paryk som mig. Vores forløb og rejser er forskellige. 

 

At bære paryk er en del af mig og jeg kan ikke forestille mig at gå rundt ude i samfundet uden. I dag har jeg tatoverede bryn, da de også har tænkt sig at blive væk og mine vipper kommer og går. Jeg har også bare pletter andre steder på kroppen. 

 

Alopecia er et mysterium. Lidt højtflyvende kan man sige, at jeg har fundet fred med min Alopecia - og det har Nabila hjulpet mig godt på vej med.